Lille spejl på væggen der – hvem er den bedste behandler her?

 

(Min egen diabeteshistorie)

På Steno Diabeteshospital hang et spejl med den her tekst nedenunder: 

”Lille spejl på væggen der, hvem er den bedste behandler her?” 

 

Jeg var lige fyldt 13 år og havde fået stillet diagnosen diabetes 1. Det er nu flere årtier siden, og jeg har tænkt tilbage på teksten mange gange. Og på at stå der på hospitalet og vide, at jeg fra da af havde ansvar for at være min egen bedste behandler.

Jeg vidste, at det var rigtigt. Citatet sagde både noget om det ansvar, jeg fik for min sygdom og for mig selv som menneske.

Med en sygdom som diabetes er jeg hele tiden afhængig af, hvad jeg gør, og at jeg er gode venner med mig selv! Derfor er det vigtigt, at jeg handler med mig selv og ikke mod mig selv.

Det er et tungt ansvar og en krævende opgave, og hvis jeg kunne få et af mine ønsker opfyldt, ville det selvfølgelig være ikke at have diabetes. Og have fri fra at tænke på mit blodsukker. Bare en dag eller måske en uge!

Men der stod jeg altså. 13 år gammel, sårbar og var klar over, at det var alvor. Men jeg var på ingen måde klar over, hvor stort et ansvar jeg lige havde fået. Det fandt jeg ud af med tiden. På den hårde måde.

 

Fest og farver – diabetes og nedtur

I mange år tog jeg ikke ansvaret på mig. Heller ikke da jeg blev voksen – og virkelig burde.

Udefra vil man nok sige, at jeg gjorde det, jeg skulle. Det, ingen så, var bare, at det kun var i perioder, jeg fulgte min diæt. Og når jeg fulgte den, fulgte jeg den strengt. Men det kunne jeg ikke blive ved med at holde til, så jeg faldt i hele tiden. Nogle gange i meget lange perioder. Udover at det selvfølgelig forværrede min diabetes og gav mig flere følgesygdomme, dømte jeg også mig selv og mit eget værd på, om mit blodsukker var stabilt, og hvad jeg havde spist og i det hele taget om jeg havde gjort nok. Så jeg havde det skidt på alle tænkelige måder.

Men jeg forholdt mig slet ikke til, hvordan jeg havde det med mig selv. Og jeg tillod mig ikke at være ærlig over for mig selv og indrømme, at det var en svær opgave og et alt for stort ansvar, og at jeg havde lyst til at løbe skrigende væk. Den del af at ”være min egen bedste behandler” ignorerede jeg fuldstændigt.

Jeg behandlede mig selv ekstremt ukærligt og begyndte at gøre en masse ting som jeg i bund og grund godt vidste var dårlige for mig og for min diabetes. Eksempelvis at drikke alkohol i samme mængder som alle andre unge og i perioder fylde mig med kage og slik for derefter at kaste op, fordi jeg fandt ud af at det så ikke påvirkede mit blodsukker. Alt det jeg ikke måtte kom til at fylde alt for meget. Men det handlede aldrig om mad eller kage, selvom det godt kunne se sådan ud.

Noget af det hårdeste ved diabetes er, at sygdommen kræver, at du er ekstremt meget i hovedet. Du skal både tænke og handle for din krop. Samtidig er det virkelig nemt at glemme at komme ned i kroppen og på en måde drukne i at løse opgaven. Og guess what? Det får man det virkelig dårligt af. Og det påvirker med garanti både overskud og evne til at tage sig af sin diabetes. Og på den måde kan man havne i en rigtig ond og nedadgående spiral, hvor man holder sig selv nede, bliver stresset og depressiv og i det hele taget får en forringet livskvalitet. Det skete i hvert fald for mig.

Udadtil klarede jeg mig godt. Jeg rejste, boede i udlandet, uddannede mig, brændte for mit job som gymnasielærer, havde venner, kærester, festede og levede i det hele taget et aktivt – muligvis overaktivt liv – med diabetes (der var jo ligesom ikke noget valg).

Og jeg ville ikke belemre andre. Så alt, hvad der hed følelser omkring det at have diabetes, var skrællet væk. Jeg skulle bare klare det! Og jeg skammede mig over ikke at kunne finde ud af det.

Sygdommen skulle i hvert fald ikke stoppe mig eller forhindre mig i at leve et liv ligesom alle andre. Men det kom den til. For måske kan du ignorere dig selv i en periode. Men du kan ikke ignorere din krop.

Jeg fik det dårligere og dårligere med mig selv og min diabetes. I 2004 blev jeg sygemeldt med stress. Kort efter fik jeg konstateret leddegigt . Tredje diagnose og autoimmune sygdom som jeg nu skal være over resten af mit liv. Psoriasis fik jeg tilbage i 1992.

Det gjorde, at jeg stoppede op for alvor! Eller man kan sige, at der blev stoppet op for mig. For jeg var sygemeldt i et helt år og begyndte at fokusere på, hvordan jeg havde det, og jeg fik hjælp.

Lige siden har jeg arbejdet med mig selv. Først i kropsorienteret psykoterapi og nu også i supervision. Det at arbejde terapeutisk med mine overbevisninger gjorde, at jeg blev den bedste behandler for mig selv. Men først 20 år efter jeg havde fået diagnosen.

Samtidig fandt jeg ud af, at nogle af de kostråd, jeg havde fået fra det officielle sundhedssystem, var forkerte. Blandt andet at jeg skulle spise mange kulhydrater og mellemmåltider. Jeg skar nu ned på begge dele, og det gjorde underværker! Ikke kun for min diabetes. Samtidig forsvandt symptomerne på leddegigt og jeg blev fri af medicin og smerter.

I dag kan jeg virkelig ærgre mig over, at de officielle kostråd om diabetes ikke bliver ændret, når ny forskning bakker op om den måde, jeg spiser på. Og jeg ærgrer mig selvfølgelig gul og grøn både på mine egne og alle andre diabetikeres vegne. Der er heldigvis ved at ske noget på det område, mest i forhold til Type 2 (eller i hvert fald bliver en mulighed man kan vælge)

 

Hvad ser jeg i spejlet nu?

Jeg ser mig selv klart. Nogle dage klarere end andre. Og jeg ser en, der vil have diabetes 1 og følgevirkninger resten af sit liv.

Følgevirkninger, jeg nok ikke ville have haft, hvis jeg havde været den gode og kærlige behandler i alle årene.

Udover at jeg også har fået leddegigt og psoriasis, er min krop stiv, mine sår heler dårligt og jeg har sværere ved at komme mig oven på infektioner. I bagagen har jeg også en laserbehandling på mit ene øje, fordi det begyndte at bløde og en kæmpe tandlægeregning til tand- og knogleimplantater. Alt sammen som følge af min diabetes, før jeg fik krammet på sygdommen.

Men det kan jeg ikke ændre på.

Det, jeg kan ændre på, er ikke længere at slå mig selv i hovedet med det, hvis jeg gør noget, som diabeteswise ikke er det klogeste. Eller slå mig i hovedet i det hele taget! Nu ved jeg, at jeg er nødt til at holde små frikvarterer ind imellem, for at jeg kan holde ud at leve – og at leve med diabetes.

Derfor spiser jeg nogle gange en enkelt af min datters bananpandekager (Mums!) eller lader mig friste af nybagt surdejsbrød med smeltet smør. Jeg gør det bare mindre og mindre, for jeg orker ikke ”oprydningsarbejdet i min krop” bagefter.

Det er en kæmpe frihed for mig, at det nu er mig, der kontrollerer diabetes – ikke diabetes der løber afsted med mig halsende efter … med et blodsukker, der galoperer op og ned og angst for lave blodsukre.

Nu har jeg taget sygdommen til mig. Den er en del af mig, men den er ikke mig.

Og så er jeg blevet gode venner med mig. Jeg var faret vild og har fundet hjem til mig selv igen. Lidt ligesom at have hjemve i mange år og længes hjem. Hjem til mig selv.

Min mission er nu, at andre diabetikere ikke skal opleve, hvad jeg har været igennem. For så har mine dårlige oplevelser jo ikke været forgæves.

 

Nanna Bredsdorff

Nanna Bredsdorff

Psykoterapeut

BOOK HER

Book gratis introsamtale

– ring 61 70 44 59.

Skal jeg betro dig en hemmelighed?

Måske spiser du forkert, selv om du følger de officielle diabetesråd. Råd, der er svære at følge og samtidig forhindrer dig i at leve det liv, du drømmer om.

Læs i min guide, hvordan du kan få et lettere liv ved at spise anderledes. Med kostråd der har forvandlet mit eget liv, selv om jeg har haft diabetes det meste af mit liv. Du kan gøre det samme!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, og få kostrådene der forvandlede mit liv!

Du kan med et enkelt klik afmelde dig mit nyhedsbrev igen.